Gå til hovedindhold
Byvandring

Byvandring: Marselis Boulevard

I fremtiden skal Marselis Boulevard være et grønt og trygt byrum. Kom med på byvandring, og hør mere om den kommende omdannelse.

En grøn og tryg Marselis Boulevard skal forbinde bydele på tværs og være en grøn mobilitetskorridor på langs. Sådan lyder visionen for fremtidens Marselis Boulevard, når Marselistunnelen i samarbejde med Vejdirektoratet er anlagt.

Med Marselistunnelen får trafikken til og fra Aarhus Havn en direkte forbindelse under jorden fra Aarhus Syd Motorvejen. Det betyder, at trafikken på Marselis Boulevard bliver mindre.

Visionen for Marselis Boulevard sætter de overordnede rammer for, hvordan vi ønsker Marselis Boulevard skal se ud i fremtiden, når trafikken ledes gennem Marselistunnelen. Fra at være en larmende vej, der skærer byen over, skal Marselis Boulevard i højere grad være et grønt strøg, der forbinder bydele. Visionen lægger op til, at boulevarden bliver mere grøn, mere tryg at gå og cykle på og giver plads til byliv. Samtidig skal boulevarden genetablere de historiske akser i Kampmann og Ambts byplan og væve bykvartererne sammen med smukke, rekreative forbindelser.

Kom med på en byvandring, og hør mere om visionen og projektet sammen med Charlotte Kjær Petersen, landskabsarkitekt og projektleder i Mobilitet, Teknik og Miljø, som viser en del af den strækning, der skal ombygges.

Arrangør: Mobilitet, Byrum Aarhus Kommune
Mødested: Joh. Baunes Plads, 8000 Aarhus C

Sidst opdateret: 4. oktober 2023