Gå til hovedindhold

Udstilling: Hverdagens overflader

Hvordan kan de overflader, som omgiver os til daglig, være mere end funktionelle? Kunstnere, arkitekter og designere sætter i denne udstilling fokus på sanselighed. stoflighed og nærvær.

Udstillingen “Hverdagens overflader” sætter fokus på mødet mellem kunst og arkitektur i hverdagen. I en tid, hvor byggeri præges af standardisering, effektivitet og forudsigelighed sættes der fokus på det, vi er ved at miste: sanselighed, stoflighed og nærvær. Udstillingen undersøger, hvordan de overflader, som omgiver os til daglig, kan være mere end funktionelle – de kan være poetiske, stoflige og levende. 

Udstillingen formidler materialer og rumlige eksperimenter, som arbejder med bæredygtighed – hvad enten det er genbrugte restprodukter fra byggebranchen eller organiske og nedbrydelige alternativer. Det handler ikke om stor kunst eller ikonisk arkitektur, men om det stille møde: lyset, der rammer en rå overflade. En væg, man får lyst til at røre ved. En detalje, der afslører sig, når man giver sig tid. Disse små øjeblikke er ikke sekundære – de er fundamentale. Det er dem, der gør os til stede i hverdagen. 

Bidragsydere inviteres fra Aarhus Arkitektskole, Aarhus Kunstakademi og Kolding Designskole – kunstnere, arkitekter og designere, der arbejder eksperimenterende med materialer i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. 

Udstillingen kan opleves i galleri Kvart og kurateres af arkitektstuderende Anne Kirsten Beck (AARCH) og arkitekt Frederik Wulf Munk (WUMU Architects) i samarbejde med galleri KVART.

Åbningstider:
6.-10. oktober 14:00-18:00 
11.-12. oktober 12:00-16:00

Arrangør: Galleri KVART og WUMU Architects
Sted: Montanagade 45B, 8000 Aarhus C

Sidst opdateret: 15. september 2025