Brandstation Syd - Aarhus vinder Aarhusianernes Arkitekturpris
Brandstation Syd - Aarhus i Højbjerg var nomineret til Aarhusianernes Arkitekturpris 2024.

Foto: Martin Schubert
På Søren Nymarksvej i Højbjerg – i et tætpakket erhvervs- og industrikvarter sydvest for Aarhus C – ligger Station Aarhus Syd: En brandstation i tre etager, der med sortbrændt facade og brandbilsrøde porte og vinduer tegner et ærligt og let aflæseligt byggeri, der – på nærmest poetisk vis – samler funktion og udtryk i ét. Brandstationen, der er bygget i tæt samarbejde med stationens medarbejdere, udgør et forbilledligt eksempel på, hvordan man ved at inddrage og samarbejde med slutbrugeren i et byggeri fra start til slut, kan lykkes med at skabe bygninger, der tjener os og får os til at trives. Panelet bemærker desuden byggeriets ambitiøse tilgang til implementeringen af bæredygtige løsninger og er særligt imponerede over brandstationens underjordiske opsamlingstank til regnvand, der sørger for, at brandbilerne fyldes med regnvand frem for drikkevand. Der er tænkt på det hele!
Se flere billeder af Brandstation Syd








Fotos: Martin Schubert
Holdet bag Brandstations Syd
Bygherre: Østjyllands Brandvæsen
Arkitekt og totalrådgiver: Cubo Arkitekter
Entreprenør: Færch & Co
Ingeniør: Ingeniørfirmaet Viggo Madsen