Økohus 99 vinder Stadsarkitektens Særpris 2024
Økohus 99 i Skejby blev hædret med Stadsarkitektens Særpris 2024.
"Stadsarkitektens særpris går i 2024 til Økohus 99. Den 26 år gamle bygning får prisen, fordi den står som et smukt arkitektonisk svar på fremme af bæredygtigt byggeri, social mangfoldighed og høj boligkvalitet.
Modsat de øvrige arkitekturpriser hyldes her et boligeksperiment fra 1998. Med støtte fra Boligministeriet igangsatte boligforeningen Ringgården en konkurrence om fremtidens bolig. Resultatet blev et boligbyggeri af høj kvalitet med arkitektoniske løsninger, der integrerer varme og energi smukt i bygningens rum og udeområder med biodiversitet, hvor vand fra huset bliver renset. Et eksempelprojekt, der fremmer social- og miljøbalance.
Og nu er vi så her: i fremtiden. Og i dag står vi med de samme diskussioner. Økohuset i Skejby giver os mulighed for at lære af fortidens ambitioner. Ikke fordi alt er lykkedes, men for at minde os om, at vi skal lære af dem, vi står på skuldrene af. Det er i praksis, vi skal forløse vores drømme, og vi skal fortsat sætte gang i eksperimenterende arkitektoniske løsninger, så vi kan afprøve nye ting, så fremtiden også kan lære af os."
- Anne Mette Boye, stadsarkitekten
Se flere billeder af Økohus 99
Holdet bag Økohus 99
Bygherre: Boligforeningen Ringgården
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Ingeniør: DOMINA
Entreprenør: Hoffmann og Sønner
Konsulent: Dansk Rodzone Teknik, Skandinavisk Biomedicinsk Institut