Gå til hovedindhold

Kræftrådgivningen Aarhus vinder Aarhus Arkitekturpris for bedste bygningsarkitektur

Kræftrådgivningen Aarhus i Skejby var nomineret til Aarhus Arkitekturpris for bedste bygning 2024.

Foto: Laura Stamer

  • Læs op

Indhold

    "Kræftrådgivningen i Aarhus nomineres som et flot eksempel på, hvordan en bygning kan understøtte det omsorgsfulde møde gennem generøs og sanselig arkitektur. Kræftrådgivningen ligger ved Aarhus Universitetshospital i Skejby. Universitetshospitalet er i sig selv en lille by med mange bygninger i forskellige størrelser. Kræftcenteret ligger i udkanten af området ved et grønt rum og en parkeringsplads. Den svære placering er løst med en arkitektonisk genistreg. Bygningen er sænket en smule og knytter sig dermed til de landskabelige omgivelser, og man får en stærk fornemmelse af at være i landskabet. Fornemmelsen bliver understøttet af den rolige atmosfære.

    Arkitektonisk kan bygningen læses som en nyfortolkning af den klassiske danske længegård og kontrasterer de store sygehusbygninger i sin skala. Sygehuse er oftest domineret af kliniske og sterile materialer, mens Kræftrådgivningen indvendigt bruger varme, naturlige materialer med en tydelig opmærksomhed for detaljen. Det bidrager til oplevelsen af sanselighed og giver en hjemlig karakter. De store vinduespartier bidrager til, at naturen bliver en central del af oplevelsen, når man er i huset.

    Det er et fremragende eksempel på en arkitektur, som insisterer på det nære og det sanselige før det funktionelle og rationelle. Således kan Kræftrådgivningen tjene som foregangsbillede og inspiration, når der fremover skal bygges til mennesker, der befinder sig i en svær tid."

    - Bedømmelseskomitéen for Aarhus Arkitekturpris 2024

    Kom med på rundvisning sammen med holdet bag

    Se flere billeder af Kræftrådgivningen Aarhus

    Fotos: Kræftrådgivningen Aarhus og Laura Stamer

    Fakta om priserne for bedste bygning og bedste mellemrum

    Aarhus Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Prisen uddeles i to faglige kategorier: bedste bygning og bedste mellemrum.  Alle har kunnet indstille et projekt til Aarhus Arkitekturpris - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af en faglig bedømmelseskomité, der varierer år til år. Komitéen består i år af: 

    • Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø
    • Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune
    • Eva Møller Sørensen, tidligere områdechef, Plan og Byggeri i Teknik og Miljø
    • Johnny Svendborg, fagdommer, arkitekt og formand for Akademisk Arkitektforening
    • Torben Nielsen, tidligere rektor på Arkitektskolen Aarhus
    • Martin Hersom Bien, adm. direktør i Bolig­foreningen Ringgården samt bestyrelsesmedlem i Byggesocietet

    Den faglige bedømmelseskomité vælger den endelige vinder i hver kategori. Foruden de faglige priser uddeles også Aarhusianernes Arkitekturpris, som afgøres af aarhusianerne selv. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge.

    Sidst opdateret: 11. oktober 2024