Gå til hovedindhold

Teglgården, Trælasten

Teglgården, Trælasten i midtbyen var nomineret til Aarhusianernes Arkitekturpris 2024.

Foto: Pension Danmark

  • Læs op

Indhold

    I den vestlige del af Aarhus K – i hjertet af midtbyens nye boligkvarter Trælasten – ligger Teglgården: Et blandet boligbyggeri i seks etager med fokus på fællesskaber, bæredygtighed og områdets historie. Byggeriet fremstår som en central aktør i Trælastens mangfoldige lokalsamfund og udmærker sig i panelets øjne ved at lykkes med at skabe gode og reelle rammer for mødet mellem forskellige mennesker – på tværs af generationer og baggrunde – og binde dem sammen på kryds og tværs. I teglgårdens nordlige fløj indgår halvdelen administrationsbygningen, der før stod på stedet, som en integreret del af det nye byggeri, gule mursten og vingetegl fra de nedrevne bygningsdele er brugt som gulve og facader, og limtræsbjælker fra de gamle røde haller har fået nyt liv som byrumsinventar: Teglgården anerkender historien og viser os, hvordan vi – ved at genbruge materialer og bygninger – kan bygge videre på det, vi kommer fra.

    Panelet for Aarhusianernes Arkitekturpris 2024
    Kom med på rundvisning sammen med holdet bag

    Se flere billeder af Teglgården

    Fotos: Pension Danmark, Dimension Design og Kontraframe

    Fakta om Aarhusianernes Arkitekturpris

    Aarhusianernes Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Vinderen afgøres af aarhusianerne selv ved afstemning. Alle har kunnet indstille et projekt til nominering - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af et panel, der varierer år til år. Panelet består af personer fra råd og foreninger, som repræsenterer et bredt udsnit af borgere i Aarhus. I år er det repræsentanter fra:

    • Cecilie Victoria Sullivan, repræsentant for LGBT+ Huset
    • Henrik Nielsen, tilfældigt udvalgt aarhusianer
    • Jan Radzewicz, repræsentant for Ældrerådet 
    • Karen Yde, repræsentant for Stavtrup Fællesråd
    • Kristine Holst, repræsentant for Erhverv Aarhus
    • Malthe Withen Gjerka, tilfældigt udvalgt aarhusianer
    • Sandra Lauridsen, repræsentant for Aarhus Ungdommens Fællesråd

    Foruden aarhusianernes pris uddeles også priser for bedste bygning og bedste mellemrum, som afgøres af en faglig bedømmelseskomité. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge. 

    Sidst opdateret: 11. oktober 2024