Walk: Oplev Kongeruten med stop i Rømerhaven
Tag med Kongelunden og Stadsarkivet på vandring ad Kongeruten – gennem den tætte skov og videre til et lille, godt gemt eventyr i Rømerhaven.
Kongeruten er en 5 km lang oplevelsesrute gennem Kongelundens mange forskellige landskaber og attraktioner. Første etape af Kongeruten åbner i Aarhus Arkitekturuge, hvor vi inviterer på vandring på en del af ruten gennem Havreballe Skov og Rømerhaven.
Sammen med stadsarkivaren ser vi undervejs tilbage på Aarhus for 100 år siden og den betydning, som adgangen til rekreative områder med skov, parker og haver fik for borgerne i den voksende by.
Få bl.a. historien om, hvilken Rømer den lille, eventyrlige have i kanten af Mindeparken er opkaldt efter. Og hør, hvordan stedet, hvor der var planlagt et nyt villakvarter, i stedet blev designet som en prydhave med det formål at fodre fantasien i modsætning til tidens traditionelle nyttehaver.
Du bliver samtidig en af de første til at opleve, hvordan Kongeruten som et internt loop binder området sammen og skaber adgang til områdets mange aktiviteter og naturoplevelser med god tilgængelighed og wayfinding.
Mødested: ved Pan-skulpturen på hjørnet af Kongevejen og Havreballe Skovvej.
Arrangør: Kongelundens og Aarhus Stadsarkiv
Foto: Kongelunden
Tid og sted
- 09. okt. 2026
- 09:30 -10:30
- Kongevejen, 8000 Aarhus
- Gratis