Gå til hovedindhold

Rundvisning i Kulturhusbunkeren - fra journalisthøjskole til nyt kulturhus

Kom med indenfor i Bunkeren, når AART og FO Aarhus inviterer på rundvisning til Arkitekturens Dag 2026. Oplev den markante bygning indefra, hør om planerne for det kommende kulturhus, og bliv klogere på, hvordan Bunkerens særlige arkitektur og identitet bliver en del af fremtiden.

Bunkeren står foran et nyt kapitel. Den tidligere journalisthøjskole skal transformeres til Kulturhus Bunkeren og være et nyt samlingspunkt for kultur, foreningsliv og fællesskaber i det nordlige Aarhus.

På rundvisningen kommer du med indenfor og tæt på bygningens særlige rum, rå materialer og markante arkitektur. Du får også indblik i arbejdet med transformationen og de overvejelser, der følger med, når en bygning med en stærk identitet skal have nyt liv og nye funktioner.

For hvordan skaber man noget nyt uden at viske det eksisterende ud? Og hvordan kan bygningens kvaliteter og materialer blive en ressource for det, der kommer?

Mød dine rundvisere

Du bliver vist rundt af Kaspar Ottosen, kulturhusleder i Kulturhus Bunkeren og tidligere studerende på Journalisthøjskolen, og Anette Bjerrings Gammelgård, sagsarkitekt hos AART.

Med hver deres blik på Bunkeren fortæller de om arbejdet med transformationen, om livet i huset og om de historier og den arkitektur, der har formet stedet.

Fra journalisthøjskole til kulturhus

Bunkeren blev opført i 1973 og er tegnet af Kjaer & Richter. Med sin rå beton og markante arkitektur er bygningen et karakteristisk eksempel på dansk brutalisme.

I årtier dannede den ramme om journalistuddannelse, oplysning, debat og et helt særligt studieliv. De mange års liv har sat deres spor i huset – spor, som nu skal tænkes med ind i transformationen fra Journalisthøjskole til Kulturhus Bunkeren.

På rundvisningen får du derfor både historien om det, Bunkeren har været, og et kig ind i det, den er på vej til at blive.

Arrangører: AART og FO

Sidst opdateret: 22. september 2026