Gå til hovedindhold
9. oktober

Byvandring i det nye bykvarter Trælasten – fra tømmerhandel til bydel

Tag med på byvandring i Aarhus’ nye bykvarter og hør historien om, hvordan en tidligere træhandel er blevet til et nyt sted at bo og leve. Undervejs ser vi nærmere på, hvordan gamle bygninger og materialer har fået nyt liv, og hvordan der er arbejdet med grønne områder og plads til både mennesker og natur.

Tag med på byvandring med Rasmus Kruse Jensen, arkitekt og associeret partner hos CEBRA, og Allan P. Brandt, projektdirektør hos Nordstern.

På turen kommer vi rundt i kvarterets gårde og gader og hører historien om den tidligere træhandel, som har lagt navn til området. Vi ser også, hvordan det gamle sted stadig kan genkendes i det nye kvarter.

Flere af de oprindelige bygninger og materialer er nemlig blevet bevaret eller brugt på nye måder. Vi ser blandt andet gamle tagsten, mursten og spær fra hallerne, som har fået nyt liv. Også beton er blevet genbrugt – blandt andet som fyld under vejene og til vandrender.

Ved Teglgården ser vi nærmere på gårdrummet og hører om, hvordan der er skabt plads til mere natur og biodiversitet samtidig med, at området skal fungere godt for dem, der bor og færdes her.

Undervejs deler Rasmus Kruse Jensen og Allan P. Brandt også deres erfaringer med at genbruge bygninger og materialer. For hvad kræver det egentlig, når gamle materialer skal indgå i nyt byggeri – og hvilke udfordringer møder man fra de første planer, til byggeriet står færdigt?

Arrangør: Pension Danmark, Nordstern og CEBRA

Foto: Mikkel Frost, CEBRA

Sidst opdateret: 2. oktober 2026