Byudvikler for en dag
"Byudvikler for en dag" er en kreativ workshop for børn i 3. klasse, hvor elever fra tre skoler undersøger, hvordan bydele vokser, ændrer sig og vokser sammen.
Børnene bliver byudviklere og starter med at skabe forskellige bydele i pap og andre remedier, som de løbende skal bygge videre på. Undervejs møder de nye scenarier, der udfordrer deres oprindelige idéer og konstruktioner.
Børnene skal samarbejde og finde løsninger i fællesskab: De vil opleve, at man ikke bare kan starte forfra, men må tage udgangspunkt i det, der står, og at deres valg kan få betydning for andre.
Målet er at give børnene en konkret forståelse af, hvordan en by udvikler sig, og hvordan forskellige behov og hensyn skal gå op i en højere enhed.
Samtidig styrker forløbet deres kreativitet, samarbejde og demokratiske forståelse – og giver dem forhåbentligt mod på selv at være med til at forme fremtidens Aarhus.
Arrangør: Aarhus Kommune
Tid og sted
- 06. okt. 2026
- 09:00 -12:00
- For enden af rampen ved gongen, Hack Kampmans Plads 2, 8000 Aarhus C
- Arrangementet er for inviterede skoleklasser