Åben byggeplads: Besøg Hængslet
Kom med indenfor på byggepladsen og oplev Hængslet, der skal skabe en ny forbindelse mellem den eksisterende by og Aarhus Ø. På rundvisningen kan du høre om visionerne bag projektet og opleve byggeriet indefra – fra Markedshallen til penthouseetagen.
Hængslet er et nyt urbant knudepunkt, der skaber forbindelse mellem det eksisterende Aarhus og den nye bydel på Aarhus Ø.
Bygningens hovedgreb tager afsæt i de bevægelser, der opstår i byens rum – og dem, man ønsker at fremkalde. Kontakten til vandet i kanalen, udsigten over havnearealerne og muligheden for at bevæge sig frit gennem byggeriet med reference til byens pladser er centrale elementer.
Vi har bygget i over tre år, og nu tegner hele bygningens grundform sig mellem Bernhard Jensens Boulevard og kanalen – lige ved krydset mellem Kystvejen og Nørrebrogade.
Nu åbner vi endnu en gang byggepladsen for en rundvisning. Her fortæller vi om projektet, byggeriet og tankerne bag – og der bliver mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
På dagen er der adgang til byggepladsen fra krydset mellem Bernhard Jensens Boulevard og Kystvejen. Vi begynder med en introduktion til projektet under Bakken i det store rum, vi kalder Markedshallen.
Herfra går turen videre rundt i bygningen – over Bakken og gennem kontoretagerne til penthouseetagen.
Praktisk: Da arrangementet foregår på en byggeplads, skal alle deltagere have sikkerhedsudstyr på. Hvis du selv har sikkerhedssko, hjelm og sikkerhedsvest, må du meget gerne medbringe dette. Så er vi sikre på, der er nok til alle deltagere.
Arrangør: AAA United, Arpe Kjeldsholm, Rambøll og Dorte Mandrup
Foto: Dorte Mandrup
Tid og sted
- 06. okt. 2026
- 14:00 -15:00
- Sverigesgade 3, 8000 Aarhus C
- Gratis