Gå til hovedindhold

Willemoesgadekarréen - fra bryggerigrund til levende bydelskvarter

Kom med bag kulisserne, når Sweco og CEBRA fortæller om forvandlingen af Willemoesgadekarréen på Trøjborg. Og oplev, hvordan historiske fabriksbygninger bliver til et nutidigt og levende bykvarter.

Arkitekter fra tegnestuerne Sweco og CEBRA inviterer dig med bag kulisserne i udviklingen af Willemoesgadekarréen på Trøjborg. Her får du mulighed for at høre om den omfattende transformation af de tidligere fabriksbygninger, som nu danner rammen om et nyt og levende kvarter i Aarhus.

Arrangementet giver et unikt indblik i den arkitektoniske proces og de overvejelser, der ligger bag forvandlingen af det historiske område. Du bliver budt velkommen på Swecos tegnestue, hvor arkitekterne vil introducere dig til projektet og dets kontekst. Herefter følger en guidet rundtur i den nybyggede karré, hvor du får mulighed for at opleve stedets arkitektur og atmosfære på nært hold.

Med udgangspunkt i transformationen af bygningerne og stedets særlige karakter vil arkitekterne dele deres erfaringer med tværfagligt samarbejde inden for arkitektur, bæredygtighed og byudvikling. Du får indsigt i, hvordan forskellige fagligheder spiller sammen i udviklingen af komplekse byrum, og hvordan man arbejder med både historiske spor og nutidige behov.

Foreløbigt program 
•    Introduktion til stedet (Swecos konferencelokale)
•    Guidet rundtur i Willemoesgadekarréen og på tegnestuen

Ved tilmelding giver den enkelte deltager samtykke til, at billeder taget under arrangementet, kan offentliggøres på forskellige medier.

Arrangør: Sweco og CEBRA

Sidst opdateret: 15. september 2025