Gå til hovedindhold

Byvandring på Frederiksbjerg: Når samskabelse lykkes

Vi udforsker Frederiksbjerg og undersøger, hvordan vi skaber byrum og fællesskaber, der inviterer til møder mellem mennesker – og hvornår samskabelsen lykkes mellem borgere, kommune og erhvervsliv?

Kom med på en byvandring gennem Frederiksbjerg, hvor vi sammen udforsker bydelens pladser, fælles huse og lokale fællesskaber. Undervejs møder vi steder, der på hver deres måde viser, hvordan samarbejde og engagement kan forvandle byens rum.

Vi begynder på Ingerslevs Plads, bydelens hjerte og tidligere markedsplads. I dag er her biler, men for få år siden blev pladsen tømt under Festugen og forvandlet til et eksperiment i byliv og fællesskab.

Vi besøger Frederiksbjerg Skoles uderum, der åbner sig mod byen med legeplads og fællesrum. Vi kigger indenfor i Fjordsgades Forenings- og Beboerhus, et nutidigt samlingssted for foreninger og lokalt fællesskab.

Vi gør stop på Skt. Pauls Kirkeplads, hvor kirke og byliv flettes sammen. 

Vi ser nærmere på Frederiksbjerg Torv og den nye lommepark på Lundings Torv, der skaber uformelle møderum. Undervejs oplever vi også, hvordan “hundeører” (udvidede hjørner af fortove) og “superfortorve” bruges som designgreb til at skabe små opholdsrum og styrke fællesskab.

Vi skal se eksempler på og tale om 'borgerdrevet samskabelse'. Vi skal tale om, hvad 'hverdagsdemokrati' kan udfolde sig i et lokalområde og hvordan vi kan give hinanden handlekraft blandt borgere i en bydel ved at skabe fælles 'sager' sammen.

Vi slutter af i Sager der Samler, et borgerdrevet demokratihus for sociale, kulturelle og grønne hverdagsprojekter, hvor vi samler trådene, deler erfaringer – og får en kop kaffe.

Jeppe er som byaktivist engageret i at gøre borgere til byskabere i stort og småt, og han er tidligere formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd og aktivist i Sager der Samler.

Arrangør: Jeppe Spure Nielsen
Sted: Ingerslevs Plads 1A, 8000 Aarhus C - foran Nabo Kiosk

Sidst opdateret: 15. september 2025