Arkitektur og neurodiversitet: Hvordan føles en by?
Et kursus over to dage: Vi oplever alle arkitektur gennem sanserne – lyset, materialerne, lydene, rytmen i rummet og måden, vi bevæger os gennem det på. For nogle giver sanseindtrykkene ro og overblik, for andre kan de være overvældende eller skabe utryghed.
)
På kurset vil du få:
- Indblik i, hvordan arkitektur kommunikerer gennem sanser som lys, lyd, tekstur og rytme
- Inspiration til, hvordan neurodiversitet kan bidrage til mere inkluderende byrum
- Et fælles sprog til at tale om sansearkitektur og oplevelsen af byen
- En sanselig byvandring, hvor vi undersøger udvalgte steder i Aarhus gennem arkitekturens og bylivets rytmer
- Refleksioner og samtale om regenerative byer og inkluderende fremtider
På første kursusdag folder to arkitekter gennem oplæg og dialog forholdet mellem programmering og oplevelse af rum ud. Deltagerne introduceres til forskellige niveauer af programmering og får indblik i, hvordan virkemidler kan skabe vidt forskellige oplevelser alt efter sanseapparat og neurotype. Med afsæt i neurodiversitet tydeliggøres det, at rum ikke opleves ens, og at der er behov for et fælles sprog, hvor alle kan formidle deres sanseoplevelser, præferencer og behov. Gennem oplæggene og samtalerne skabes dette sprog, som gør deltagerne mere bevidste om både egne og andres oplevelser – og bedre i stand til at udtrykke dem, hvad enten det handler om byrummet, stuen eller arbejdspladsen.
På anden kursusdag mødes vi ved Rådhuset og genoptager samtalen fra første del. Her sanser vi Rådhusparken i dialog guidet af underviseren, inden vi bevæger os gennem byen. Undervejs standser vi ved udvalgte steder, hvor underviseren stiller spørgsmål, der hjælper deltagerne med at reflektere og mærke stedet. I fælles dialog – med udgangspunkt i kursets første del – Hvordan sanser du en by? – deler vi indtryk og tanker. Målet er, at deltagerne både får en dybere forståelse af deres egne præferencer og behov og samtidig oplever, hvordan mangfoldigheden af sanseindtryk beriger forståelsen af arkitekturen og de byrum, vi færdes i.
Kurset foregår på både dansk og engelsk og er åbent for alle: arkitekter, byplanlæggere, studerende, borgere og dig, der er nysgerrig på, hvordan vi kan forme byens rum, så de bliver mere tilgængelige, menneskelige og mangfoldige.
Arrangør: FO Aarhus og Aarhus Universitet
Sted: Aarhus Rådhus, Rådhuspladsen 2, 8000 Aarhus C
Vær opmærksom på
Kurset varer to dage. Kursusdagene er onsdag den 8. oktober 17:00 – 19:00 og fredag den 10. oktober 14:00 – 15:15
Oversigt
- 08. okt. 2025
- 17:00 -19:00
- Rådhuspladsen 2, 8000 Aarhus C
- 100 kr. (studerende 50 kr.)