Vinder af Bygningsarkitektur: TRÆ
TRÆ er nomineret til prisen for Bedste Bygning.
TRÆ er Danmarks første træbygning af sin størrelse - næsten 80 meters højde. Ud over den bærende konstruktion i træ er bygningen designet med fokus på genbrug og materialemæssige innovationer. Lokale affaldsstrømme omdannes til værdifulde ressourcer og indgår i nye bygningsdele som vinduer, facader og gulve. Bygningen rummer kontorfaciliteter og butikslokaler. Det har været et erklæret mål for projektet at dele læringer og den opnåede viden. Sideløbende med byggeprojektet kørte derfor et spor, der omhandlede vidensdeling i branchen og generelt.
Fagkomitéens motivation for nomineringen af TRÆ offentliggøres i forbindelse med prisoverrækkelsen torsdag den 9. oktober kl. 15.00 på Dokk1, Rampen.
Fakta om priserne for bedste bygning og bedste mellemrum
Aarhus Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Prisen uddeles i to faglige kategorier: bedste bygning og bedste mellemrum. Alle har kunnet indstille et projekt til Aarhus Arkitekturpris - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af en faglig bedømmelseskomité, der varierer år til år. Komitéen består i 2026 af:
- Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen
- Kristine Leth Juul, rektor, Arkitektskolen Aarhus
- Martin Hersom Bien, direktør, Boligforeningen Ringgården / Byggesocietetet
- Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
- Michael Tolstrup, forvaltningschef, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
- Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune
Den faglige bedømmelseskomité vælger den endelige vinder i hver kategori. Foruden de faglige priser uddeles også Aarhusianernes Arkitekturpris, som afgøres af aarhusianerne selv. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge.
Holdet bag TRÆ
Bygherre: PFA Ejendomme
Arkitekt: Lendager
Udvikler: Kilden & Hindby
Rådgiver: Artelia
Totalentreprenør: Kaj Ove Madsen A/S Aarhus
Støttet af Realdania og Aarhus Kommunes Klimafond