Gå til hovedindhold

Vinder af Bygningsarkitektur: ZigZag Huset

ZigZag Huset er vinder af prisen Bedste Bygning.

Indhold

    Fagkomitéens bedømmelse

    Projektet er nomineret for at løfte dagsordenen om god boligkvalitet og for sit bidrag til bymiljøet i Godsbaneområdet.

    Bebyggelsen rummer en variation af boligtyper samt private og semiprivate uderum, der understøtter forskellige boformer og fællesskaber. Boligerne er veldisponerede med fokus på dagslys og gennemtænkte i forhold til uderum. Otte erhvervslejemål i stueetagen aktiverer gadeplanet og bidrager til et levende byrum omkring bygningen.

    Arkitektonisk er bygningen skalamæssigt afstemt og danner en tydelig overgang mellem det eksisterende industrielle miljø og de nyere boligbebyggelser. Facadens forskydninger giver et karakteristisk udtryk og bidrager samtidig til gode dagslysforhold i boligerne.

    Projektet er præget af en gennemtænkt disponering, hvor nutidige krav forenes med referencer til den danske bygningshistorie. Materialevalget balancerer mellem råhed og forfinelse, og en præcis detaljering understøtter en høj arkitektonisk kvalitet. Godsbaneområdet udviklinger sig i disse år til et levende kvarter med en blanding af erhverv, boliger og kultur. ZigZag-huset styrker denne udvikling ved at tilføre området tyngde, karakter og et aktivt hverdagsliv. Det endda på et langt smalt grundstykke, som kræver en særlig indsats for at sikre de bymæssige kvaliteter.

    I en tid, hvor mange nye boliger opføres monotont og med begrænset arkitektoniske ambitioner, står ZigZag-huset som et stærkt eksempel på, hvordan boligbyggeri kan løfte både hverdagsliv og by.

    Projektet omfatter en skalatilpasset boligbebyggelse, der danner overgang mellem det eksisterende industrielle miljø og nyere boligområder. Bebyggelsen er disponeret med fokus på gode dagslysforhold, variation i boligtyper samt etablering af både semi-private og private uderum. 

    Bygningen er udformet som en zigzag-struktur, der skaber forskydninger i volumen og danner mindre lommer til opholdsarealer. Denne struktur bidrager til øget lysindfald og mulighed for udsyn fra boligerne. Forskydningerne suppleres af vertikale teglelementer, som fungerer som afskærmning og sikrer privathed mellem de enkelte boliger. 

    Foto: Mølvig Arkitektur fotograf

    Fakta om priserne for bedste bygning og bedste mellemrum

    Aarhus Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Prisen uddeles i to faglige kategorier: bedste bygning og bedste mellemrum.  Alle har kunnet indstille et projekt til Aarhus Arkitekturpris - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af en faglig bedømmelseskomité, der varierer år til år. Komitéen består i 2026 af: 

    • Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen 
    • Kristine Leth Juul, rektor, Arkitektskolen Aarhus 
    • Martin Hersom Bien, direktør, Boligforeningen Ringgården / Byggesocietetet 
    • Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune 
    • Michael Tolstrup, forvaltningschef, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
    • Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune

    Den faglige bedømmelseskomité vælger den endelige vinder i hver kategori. Foruden de faglige priser uddeles også Aarhusianernes Arkitekturpris, som afgøres af aarhusianerne selv. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge.

    Sidst opdateret: 8. oktober 2026