Lighthouse
Lighthouse er nomineret til prisen for Bedste Bygning.

Lighthouse er et markant bygningskompleks yderst på Aarhus Ø, hvor det 142 meter høje højhus rejser sig. P på toppen af bygningen finder man både restaurant og et offentligt udsigtsområde med panoramaudsigt over Aarhus og bugten.
Lighthouse er opført i tre etaper. De første to etaper, som omfatter de nordvestlige dele af bebyggelsen, blev færdiggjort i 2012–2014. Den tredje etape, med selve højhuset og de to sidebygninger Promenadehuset og Kanalhuset, blev afsluttet i 2023.
Fagkomitéens motivation for nomineringen af Lighthouse offentliggøres i forbindelse med prisoverrækkelsen torsdag den 9. oktober kl. 15.00 på Dokk1, Rampen.







Fakta om priserne for bedste bygning og bedste mellemrum
Aarhus Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Prisen uddeles i to faglige kategorier: bedste bygning og bedste mellemrum. Alle har kunnet indstille et projekt til Aarhus Arkitekturpris - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af en faglig bedømmelseskomité, der varierer år til år. Komitéen består i 2025 af:
- Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø
- Anne Mette Boye, arkitekt MAA, stadsarkitekt, Aarhus Kommune
- Hanne Broe, arkitekt MAA, afdelingsleder, Plan og VVM i Teknik og Miljø
- Kristine Leth Juul, arkitekt MAA, rektor på Arkitektskolen Aarhus
- Pil Thielst, arkitekt MAA, Partner, Lundgaard & Tranberg Arkitekter
- Martin Hersom Bien, adm. direktør i Boligforeningen Ringgården samt bestyrelsesmedlem i Byggesocietet
Den faglige bedømmelseskomité vælger den endelige vinder i hver kategori. Foruden de faglige priser uddeles også Aarhusianernes Arkitekturpris, som afgøres af aarhusianerne selv. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge.
Holdet bag Lighthouse
Bygherre: Lighthouse United, Kilden & Hindby, Domis
Arkitekt: 3XN
Landskabsarkitekt: Schønherr
Ingeniør: Rambøll
Bygherrerådgiver: Artelia
Totalentreprenør: Aarsleff
Facader og altaner: Kai Andersen