Rækkehusene ved Skæring Bæk
Rækkehusene ved Skæring Bæk er nomineret til prisen for Byens Mellemrum.

Det DGNB guld- og diamantcertificerede boligområde ved Skæring Bæk rummer 94 almene boliger og et fælleshus. Projektet er organiseret i nord-sydgående klynger, der skaber et sammenhængende nabolag.
Boligerne er udformet som rækkehuse, der tilpasser sig landskabet. Hver bolig har både forbindelse til gaden og haven, der flyder sammen med landskabet. Den arkitektoniske tilgang kombinerer en gentagende struktur med variation og udsyn til naturen.
Fagkomitéens motivation for nomineringen af Rækkehusene ved Skæring Bæk offentliggøres i forbindelse med prisoverrækkelsen torsdag den 9. oktober kl. 15.00 på Dokk1, Rampen.
Foto: Cathrine Ertmann



Fakta om priserne for bedste bygning og bedste mellemrum
Aarhus Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Prisen uddeles i to faglige kategorier: bedste bygning og bedste mellemrum. Alle har kunnet indstille et projekt til Aarhus Arkitekturpris - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af en faglig bedømmelseskomité, der varierer år til år. Komitéen består i 2025 af:
- Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø
- Anne Mette Boye, arkitekt MAA, stadsarkitekt, Aarhus Kommune
- Hanne Broe, arkitekt MAA, afdelingsleder, Plan og VVM i Teknik og Miljø
- Kristine Leth Juul, arkitekt MAA, rektor på Arkitektskolen Aarhus
- Pil Thielst, arkitekt MAA, Partner, Lundgaard & Tranberg Arkitekter
- Martin Hersom Bien, adm. direktør i Boligforeningen Ringgården samt bestyrelsesmedlem i Byggesocietet
Den faglige bedømmelseskomité vælger den endelige vinder i hver kategori. Foruden de faglige priser uddeles også Aarhusianernes Arkitekturpris, som afgøres af aarhusianerne selv. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge.
Holdet bag rækkehusene ved Skæring Bæk
Bygherre: AAB
Arkitekt og totalrådgiver: Nordic Office of Architecture A/S
Ingeniør: Tækker Rådgivende Ingeniører A/S
Bygherrerådgiver: Rambøll A/S
DGNB-konsulent: Ekolab A/S
Hovedentreprenør: LME A/S