Gå til hovedindhold

ZigZag Huset

ZigZag Huset er nomineret til Aarhusianernes Arkitekturpris.

Indhold

    På Godsbanen i Aarhus K – lige mellem Scandinavian Center og Den Rå Hal – ligger Zigzaghuset: et nyt og spændende byggeri i røde tegl med 126 lejligheder og 8 erhvervslokaler i stueplan.

    Zigzaghuset fremstår med niveauer, fremspring og tilbagetrækninger, der skaber en vigtig dynamik i det samlede byggeri, og udgør et spændende alternativ til det kedelige og kasseformede boligbyggeri, som vi kender fra andre steder i byen.

    Byggeriet har i bedømmelseskomitéens øjne medvirket til at skabe et nyt byrum, der fungerer – i modsætning til tidligere, hvor der var parkeringspladser og uønsket ophold – med café, liv og nye fodgængervenlige forbindelser til, fra og i området.

    Zigzaghuset fremstår alt i alt som et godt eksempel på, hvordan man kan bygge nyt og tæt uden at bygge kedeligt!

    Foto: Mølvig Arkitektur fotograf

    Fakta om Aarhusianernes Arkitekturpris

    Aarhusianernes Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Vinderen afgøres af aarhusianerne selv ved afstemning. Alle har kunnet indstille et projekt til nominering - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af et panel, der varierer år til år. Panelet består af personer fra råd og foreninger, som repræsenterer et bredt udsnit af borgere i Aarhus. I år er det repræsentanter fra:

    • Holger Mouritzen, VIA University
    • Lone Hedelund, Ældre Sagen
    • Kirsten Boelt, Hasle Fællesråd
    • Theresa Blegvad, Holme, Højbjerg, Skåde Fællesråd
    • Søren Holdflod Pallesen, aarhusianer
    • Thomas Oliver Sarjantson, aarhusianer

    Foruden aarhusianernes pris uddeles også priser for bedste bygning og bedste mellemrum, som afgøres af en faglig bedømmelseskomité. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge. 

    Sidst opdateret: 2. september 2026