Gå til hovedindhold

Kirkerummet i Aarhus Arrest

Kirkerummet i Aarhus Arrest er nomineret til Aarhusianernes Arkitekturpris.

Indhold

    Bag murene i Aarhus Arrest – langt oppe under loftet – ligger et sted, de færreste aarhusianere kommer til at besøge: et smukt, afklaret og poetisk kirkerum, der danner ramme om gudstjenester, samtaler og fordybelse under varetægtsfængslinger og kortere afsoninger.

    Kirkerummet fremstår varmt og imødekommende, og forskellige nuancer af træ bidrager til en blød og lys atmosfære – alt sammen i skærende kontrast til arrestens ellers hårde rammer og alvor.

    Bedømmelseskomitéen hæfter sig særligt ved den fine og gennemførte bearbejdning af rummets eksisterende struktur, hvor blandt andet et blotlagt spær i rummets midte fremstår som et oplyst kors – belyst af et ovenlysvindue – og bidrager til en stærk rumlighed.

    Kirkerummet i Aarhus Arrest er et godt eksempel på, hvordan uudnyttede kvadratmeter kan tjene nye, gode formål – takket være vores værdifulde fondes bidrag til samfund og fællesskab. Mere af det, tak!

    Foto: Pia Bloch

    Fakta om Aarhusianernes Arkitekturpris

    Aarhusianernes Arkitekturpris uddeles til bygninger og byrum af en høj arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige. Vinderen afgøres af aarhusianerne selv ved afstemning. Alle har kunnet indstille et projekt til nominering - eneste kriterium har været, at stedet er taget i brug inden for de seneste tre år. De nominerede er udvalgt af et panel, der varierer år til år. Panelet består af personer fra råd og foreninger, som repræsenterer et bredt udsnit af borgere i Aarhus. I år er det repræsentanter fra:

    • Holger Mouritzen, VIA University
    • Lone Hedelund, Ældre Sagen
    • Kirsten Boelt, Hasle Fællesråd
    • Theresa Blegvad, Holme, Højbjerg, Skåde Fællesråd
    • Søren Holdflod Pallesen, aarhusianer
    • Thomas Oliver Sarjantson, aarhusianer

    Foruden aarhusianernes pris uddeles også priser for bedste bygning og bedste mellemrum, som afgøres af en faglig bedømmelseskomité. Priserne uddeles i oktober i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge. 

    Sidst opdateret: 2. september 2026